Ingen bekymringer? Køb en hest...
De fleste hesteejere er nok enige i at hvert sekund i sadlen, hver succesoplevelse, skovtur eller samvær på staldgangen er det hele værd, men du har garanteret hørt det før en gang eller to: "Har du ingen bekymringer? Køb en hest...".
En lidt nedtrykt hest på vej ind fra fold med et halvt lukket øje gav forleden dag rigelig anledning til bekymring. Samtidigt huskede det mig på hvorfor og hvordan jeg forsikrede hesten den gang jeg købte den, men det vender jeg tilbage til.
What to do... Står hesten med et sår, er jeg rimelig sikker på at jeg kan vurdere hvad der skal ske og om dyrlægebesøg er nødvendigt. En helt anden sag er hestens øjne, der tager jeg ingen chancer. Jonas Nicholaisen fra Hørsholm Hestepraksis kom ud med det samme og kunne bekræfte, at bekymringen var velbegrundet. En ridse på hornhinden viste sig at være problemet (ved hjælp af den grønne farve). Takket været hurtig behandling samt smertestillende og øjendråber de følgende dage, bliver øjet helt fint igen.
Netop disse situationer er grunden til at jeg udover standard livsforsikring har tegnet en sygeforsikring. Ved anskaffelse af de firebenede følger jo helt automatisk et ansvar ved at tage de bedste beslutninger på hestens vegne når det gælder. Det giver ro i maven at vide at jeg ikke behøver at tænke to gange over at ringe til dyrlægen eller snarere over størrelsen på regningen efterfølgende...