top of page

Urolig hestemund - nyt bid eller bedre schenkelkontakt?

Forleden dag fik jeg en ny ekvipage til undervisning. Det første jeg altid gør er at lade rytteren ride 5 minutter som om jeg ikke var der. Jeg vil gerne danne mig et indtryk før jeg begynder at blande mig. Her havde vi at gøre med en sensibel og meget arbejdsflittig hest samt en dygtig og følsom rytter. Det første jeg lagde mærke til var at tempoet lå lidt højt og at hesten havde en vis uro i munden, på trods af rytterens bløde og gode hænder.

Jeg oplever at man hurtigt kan blive for fokuseret på selve munden når der vises en form for uro. Nogle forsøger sig måske med forskellige bid eller forskellige typer næsebånd for at afhjælpe uroen. Forstå mig ret, jeg synes bestemt at man skal gøre sig umage i at finde det rigtige bid/udstyr til sin hest og heste er nu en gang meget forskellige, men ofte oplever jeg at uro i munden stammer fra et helt andet sted.

Denne ivrige hest havde lidt for travlt og skulle være bedre til at vente. Jeg bad rytteren om at fokusere på schenkelkontakten imens vi lavede overgange og skridtarbejde. Hos dovne heste kan det være et problem når schenklen klemmer/driver for meget, med tændte heste er det det modsatte. Her kommer vi nogle gange ubevidst til at fjerne schenklen væk fra hesten. I begge tilfælde er schenkelkontakten ikke optimal og dette kan genses i kontakten/forbindelsen/hestens mund. Straks da vi arbejdede på accept af schenklen hos denne ekvipage, opstod der tydeligt bedre ro og accept af bidet. “AHA……”

Det er det fedeste at kunne være med til at løse en opgave/udfordring som denne eller i hvert fald sætte skub i noget som rytter og hest kan arbejde videre med! Det er oplevelser som denne der gør at jeg elsker at undervise...


For nyligt
Arkiv
Følg med
  • Facebook Social Icon
  • Instagram Social Icon
bottom of page