Tillid er noget forunderligt noget...

“Tag dig nu sammen…” - i dag kan jeg kun gætte på hvor mange gange jeg har sagt det til mig selv. “Du skal bare stole på den…” - hører nok også til de mest spillede sætninger i mit hoved når jeg skulle op på min (dengang) unghest. En hest jeg ville i gang med lige efter jeg var blevet mor for anden gang. Tilridningen var foregået problemfrit der hvor jeg købte ham i Holland som 3 års og da han kort efter kom til Danmark havde jeg en dygtig unghesterytter til at tage de første ture. Herefter kunne jeg klare mig selv…troede jeg. Selvom jeg aldrig har set mig selv som en super modig rytter, har jeg som berider (til)redet en del ungheste uden problemer. Det jeg ikke havde forudset var at jeg sammen med “mor rollen” pludselig fik 100.000 tanker om hvad der kunne ske når jeg satte foden i stigbøjlen på denne 3-årige vallak.

Hvad gør man så - man longerer hesten træt og herefter…tja så tager man sig sammen, puster sig op, sidder forkrampet på hesten og prøver at fløjte/synge sig ud af nervøsiteten. Alle som har med heste at gøre ved jo at det er muligt at skjule angst overfor hesten ved at fløjte “lille Peter edderkop….” øhhh NOT! Jeg kan især huske en situation hvor jeg efter (velment) gruppepres fra mine staldkammerater bevægede mig ud på en ridetur rundt om foldene alene. Halvvejs på turen byggede nervøsiteten sig blot mere op, min Hollandske hest havde på grund af det fundet så stort et spændingsniveau frem at lille Peter edderkop godt kunne pakke sammen…Det sidste sving hjemad stod en stor flok rådyr og ventede på os og selvfølgelig valgte de at tage benene på nakken så snart vi kom i nærheden. En ligeud strækning hjem, en overfrisk hest med en nervøs rytter og 15 rådyr på flugt bagude, er en rimelig skidt cocktail som heldigvis endte uden ulykker… Det jeg tænkte da jeg kom hjem og hoppede ned fra hesten var ikke euforisk “Yes, jeg gjorde det…!” men snarere noget i retning af “Shit, det kunne være gået helt galt!”.

Mange kunne sige til mig, jamen den gør jo ikke noget? Det var fuldstændig lige meget hvem eller hvor mange gange de sagde det. Jeg stolede ikke på det, for jeg stolede ikke på mig selv i situationen. Bum….. Det tog sin tid at finde ud af det, men det var netop det der var udfordringen. Det var ikke unghesten jeg skulle lære at stole på, jeg skulle stole på mine egne evner igen.

De der har fulgt med har set mig poste om de gange jeg har gået mange kilometer ved hånden i skoven, lavet aftaler fra jorden og om det miljøarbejde jeg lægger i hesten. I kan roligt tro at det er mindst ligeså meget mig selv jeg træner. Jeg kaster mig - så velforberedt som muligt - ud i forskellige situationer for at teste/kontrollere hestens reaktioner, men også min egen. Det virker, jo mere jeg tror på det, jo mere tror hesten på det.

Forleden dag var vi for første gang på stranden, noget jeg havde drømt om længe. Der gik lidt tid i rebgrime og det kostede våde ridestøvler, men det var så fedt at opleve øjeblikket hvor hesten stolede på det, fordi jeg troede på det… Tillid (og selverkendelse) er noget forunderligt noget!