Skibukser, arvetøj & god samvittighed...

Ridebukser, trøjer og især JAKKER! Jeg har så meget af det, at det har givet mig dårlig samvittighed i ny og næ. Indrømmet, jeg kan godt lide at ridetøjet sidder lige i skabet og jeg er overbevist om at jeg rider bedre når farverne matcher ;)

Mit allerførste rideoutfit var vist alt andet end gennemført, det bestod af lyserøde skibukser og gummistøvler.... 10-15 minutter, hver lørdag… Sådan startede min ridekarriere da jeg var 6 år gammel. Min nabo Cecile, som var en del år ældre end mig, havde ponyen, Bambino. En dejlig New Forest som jeg måtte skridte og trave af efter rideturen, nogle gange endda på vej hjem fra skoven. Det var stort… Jeg hjalp til i stalden og på gården som Cecile’s familie ejede, min unge alder taget i betragtning har jeg garanteret også stået i vejen. Jeg var dog velkommen hver dag efter skole og i weekenden næsten fra morgen til aften. Køerne, grisene og gården skulle passes før der kunne rides. Med min lille cykel fulgte jeg Bambino og Cecile over alt, også frem og tilbage til rideklubben som befandt sig en del kilometer fra os. Når de galopperede afsted skyndte jeg mig op på pedalerne og kørte så stærkt jeg kunne for at følge efter. Jeg vidste præcis hvilket sted Cecile ville stoppe for at svinge bøjleremmene tre gange rund om stigbøjlerne, så jeg kunne blive hjulpet op på ryggen af Bambino… Der gik flere år før jeg fik verdens bedste gave af min forældre, et ti-turs kort til rideskolen. Da jeg startede arvede jeg mit første “rigtige” sæt ridetøj. Bye bye skibukser & gummistøvler...

Zöe - her på billedet med "thumbs up" - er min storesøster’s niece og er startet til ridning. Hver gang jeg får familie fra Holland på besøg, står den på oprydning for at samle lidt “arvetøj” til hende. Hvor "overskudstøjet" tidligere gav mig dårlig samvittighed, storsmiler jeg nu ved tanken at det sender en lille pige glad afsted til rideskolen!