Familiehesten...
Kram og hø til vores "familiehest" inden ferien... Drengene er lige så vilde med Furioso som jeg er og vi taler ofte om hvor heldige vi er at have ham. Jeg havde ikke pony eller hest da jeg var barn, jeg lånte mig frem til alt som kunne strigles, krammes og rides på. Den barnlige glæde vores børn viser når de strigler med, giver æbler eller har lavet navneskilt minder mig om hvor meget jeg som lille drømte om en dag at få min egen hest. Sådan "for evigt og altid min hest"- agtigt...
Da jeg købte Furioso som 3 årig i Holland, var det med den tanke at han engang skulle videresælges. Som berider er "Wendy følelserne" nemlig lagt på hylden og realiteten er en anden end for et 10 årigt barn, og dog... Netop kommet ind fra flokken, blev Furioso aka Futte vist frem løs i ridehuset. Han var 1 ud af de 15 heste vi så den dag og der var ingen tvivl, det skulle være den smarte mørke uden aftegn som skulle med til Danmark. Han var smuk, havde en kommerciel størrelse, har en god afstamning, han er sund og flittigt gående. En god veninde sagde da hun så videoen, "Det er en Anke hest det der..." og min mavefornemmelse sagde det samme. Jeg ville uddanne ham og finde det rigtige tidspunkt til at sælge, der måtte gerne gå flere år da jeg godt kan lide processen. Det var sådan cirka det lød i mit hoved...
Tilridningen skete i Holland da jeg var gravid på købstidspunket. Efter nogle måneder kørte lastbilen ind ad indkørslen og ud af lastbilen kom........ en lille bitte (dog stadigvæk smuk) hest. Shit, tænkte jeg, hvad skete der lige med den der kommercielle størrelse som jeg havde bildt mig selv ind?! 1,64 meter viste stangmålet og det var endda med lidt snyd. Nårh, heldigvis meldte den der mavefornemmelse sig igen og overbeviste mig om at han nok skulle blive stor og stærk med alt det gode Nordsjællandske græs...
De næste år i "hestebørnehave" gav et par udfordringer for rytteren her. Det havde sådan set intet med hesten at gøre, men derimod med min egen pludseligt opståede usikkerhed for ungheste efter jeg var blevet mor. Ja, det er ikke blot en skrøne - det sker - for mig i hvert fald. At arbejde mig væk fra den usikkerhed, frem til at jeg i dag stoler på hesten (og mig selv!) i alle mulige situationer, er en proces som kræver sit eget blogindlæg - ja nærmest et helt kapitel - en dag. En proces mange nok kan relatere til og som åbenbart også sker for en berider...
Sagen er nu at "familiehesten", som iøvrigt måler 1,69 meter (uden snyd!), har vundet mit/vores hjerte så jeg er i tvivl om jeg nogensinde kan skille mig af med ham. Han er muligvis den mest intelligente hest jeg har redet og det sætter jeg stor pris på ved en hest. Måske det alligevel bliver til "for evigt og altid..." ;) ;) ;)
